Årsberetning for 2018

 Øster Løgum Sogn's Lokalråd

Velkommmen

til

 

VORES SOGN

Årsberetning for 2018


Jeg starter med det ”faste punkt” i min årsberetning -  Cykelstien mellem Øster Løgum og Hovslund.


Sidste år fortalte jeg at Thomas og jeg havde været til et møde på forvaltningen sammen med den daværende udvalgsformand, Bent Sørensen – i mellemtiden har der jo været kommunalvalg, og dermed er der også kommet nye medlemmer i Udvalget for Teknik og miljø og en ny formand. Der er min fornemmelse, at det har medført stilhed, for ikke at sige dødvande, på de forskellige områder, som vi arbejder med – herunder cykelstien (og de trafikale ændringer med gennemkørsels-begrænsninger igennem Øster Løgum) – Thomas er stadig flittig til at skrive til den medarbejder vi har kontakten med, ved forvaltningen, når han synes, vi hører for lidt – eller for at minde dem om, at vi er her ude!!


For at blive ved med at gøre opmærksom på vores ønsker om cykelstien, besluttede vi at få lavet nogle skilte ”med et glimt i øjet” som de fleste nok har lagt mærke til – det fik da også en journalist til at lave en artikel.

Der er dog blevet lavet en ny officiel trafiktælling, som viste, at der er sket en kraftig øgning i trafikmængden siden der sidst er blevet lavet en officiel tælling – hvilket jo nok ikke kom som en overraskelse for os. En trafiktælling, med det udstyr der bruges i dag, måler også hastigheden, og den er bestemt heller ikke lav, hvilket en fartmåling, som politiet lavede, her i starten af 2019, kun har bekræftet. Der bliver kørt for stærkt, specielt i morgentrafikken.

På det omtalte møde, med forvaltningen blev det også aftalt at der skulle igangsættes et arbejde med at få lavet et gennemkørselsforbud, for tunge køretøjer, igennem Øster Løgum – Politiet har givet tilladelse til dette og Thomas har modtaget besked om at det ville ske i foråret 2018….. så dér, er der også et hængeparti, da vi jo nærmer os forår 2019.

Jeg har ved 2 – 3 lejligheder snakket med den nye formand for Teknik og Miljø (Arne Leyh Petersen) 

  • Han er ny politiker i Aabenraa Kommune, og ny i posten som udvalgsformand – så måske skal vi have ham inviteret her ud, til en lille opdatering om vores lokalsamfund.

Jeg har spurgt ind til planerne omkring cykelstier…. Og fik et politisk svar, der nok bar mest præg af, at han helst ikke vil sige noget konkret, for så kan vi ikke holde ham op på noget!!

Jeg fik oplyst, at Teknik- og miljøudvalget hér i foråret 2019 skal prioritere de 5 mill. man har afsat i budget 2019 til stiprojekter – herunder cykelstier.


For at blive i ”transportområdet” så får jeg, af og til, henvendelser omkring busforbindelser til og fra Rødekro og Aabenraa – det sker typisk, når der er nogle nye hjem, der opdager hvor vanskeligt det er for de unge mennesker at komme videre ind til ungdomsuddannelserne i Aabenraa. Også på dette område ville det være skønt, hvis vi kunne ”få øje på en lysning”

  • Måske endnu et område, hvor vi skulle forsøge os med alternative løsninger (jeg har for to år siden fået oplyst at de to lokale ruter 682 og 685 koster hhv. 600.000 og 625.000 kr. ”at drifte”)

Kunne der være opbakning til en lokal løsning ?? måske i et samarbejde mellem Lokalrådet, Børneuniverset og evt. Støtteforeningen. – hvor får vi chaufførerne fra?


Christian og Thomas har været til et møde i Kliplev – Materialegården, Hvor der blev informeret om lokalområdernes muligheder for selv, at varetage noget af vedligeholdelsen af de kommunale grønne områder – som måske sommetider bliver mere grønne, end vi synes er kønt.


Udviklingsplaner: Der er lavet nogle ”kommunale” udviklingsplaner for bl.a. Løjt, Tinglev og Rødekro. Det er kommunens plan, at der også skal laves planer for de mindre byer og landsbyområder i kommunen – jeg ser dog nogle bedre muligheder i, at vi måske ikke får lavet udviklingsplaner i lighed med de ”forkromede” planer, da det kræver et omfattende planlægningsarbejde – og med al respekt for vores landsbyer og Stationsbyen, så er det muligvis at ”skyde over målet”

Jeg tror, at vi kan komme langt med en ”pixi-udgave” hvor vi evt. kan lave flere mindre projekter i ”et skridt ad gangen”.  – meget kan vi søge til i kommunens eksisterende puljer.

Der er afsat 1 mill ekstra i 2019 og i 2020 til Landdistrikternes materialepulje

.

Vores Blad kører videre, med en rigtig god opbakning – og et godt stykke arbejde fra Steffens side, med opsætning og nytænkning undervejs – senest er Onsdagsklubben (fra/i Genner) og Damgård Mølle kommet med.


Så er der hjemmesiderne – eller hjemmesiden…. Voressogn.dk – her laver Svend Åge et fantastisk arbejde med samling af de lokale hjemmesider og nyskabelse. Det eneste han sukker efter er, at folk vil sende oplysninger til ham!!  Bl.a. ganske aktuelt her i løbet af foråret vil det være opdateringer af de forskellige bestyrelsers medlemmer, efter der er afholdt generalforsamling.


Inga Sommerlund